onsdag den 11. juli 2012

Ikast KFUMs U13 piger blev jyske mestre.

Efter at have vundet deres række skulle pigerne møde Varde i semifinalen, og her blev det til en sejr efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
Fredag d. 29. juni gjaldt det så selve finalen mod Skovbakken, som er een af Danmarks stærkeste eliteklubber indenfor kvindefodbold. Kampen blev afviklet i Kjellerup, og et talstærkt publikum var mødt op fra Ikast for at støtte pigerne. Det blev ikke nogen smuk kamp, idet de to hold gik hårdt til hinanden, således at Ikastpigernes normale nydelige positionsspil blev bremset af Skovbakken. Midt i første halvleg kom Ikast foran, da Sara Holmgård headede bolden i nettet. Skovbakken udlignede lidt senere, men umiddelbart før pausen fik Cecilie Johansen sparket en tværbold i mål fra kort afstand. Skovbakken pressede voldsomt på i 2. halvleg for at udligne, men Ikastpigerne kæmpede heroisk og nåede også frem til flere pæne chancer uden at kunne score yderligere. Da dommeren endelig fløjtede af efter 60 udmarvende minutter, kunne Ikastpigerne jublende række armene i vejret og med rette kalde sig Jyllands bedste U13 hold.
Lørdag morgen stod der så Ikast cup på programmet, og selv om der nok kunne anes en vis træthed i benene, ydede pigerne også her en fornem indsats i U15 pigerækken, som sluttede søndag eftermiddag med en finalesejr på 1-0 over Hillerød.
De 14 dygtige piger er : Sarah Thomsen, Cille Jessen, Christina Nielsen, Frida Nygård, Amalie Staghøj, Sofie Madsen, Lykke Meiland, Johanne Rask, Sara Holmgård, Camilla Faartoft, Karen Holmgård, Simone Larsen, Sarah Houe og Cecilie Johansen